Da vi i 2014 flyttede ind på Tothaven flyttede Pernille også hendes strikfirma p.feilberg med.
Pernille er uddannet strikdesigner fra Designskolen i København , og Central Saint Martins College i London. Hun har bl.a. arbejdet på trendbureauet Atelier Tastemain i Paris og senere som strikdesigner hos Donna Karan i NewYork. Desuden har hun solgt strik designs til kendte design imperier som DKNY, Kenneth Cole og Calvin Klein .
Pernille har i 20 år designet og produceret strik i eget navn til salg i design- og museumsbutikker i både i Danmark og i udlandet. I 2007 modtog hun det eftertragtede tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, hvilket bl.a. resulterede i udstillingsprojektet Cocoon, som blev vist på Forårsudstillingen på Charlottenborg i 2010.
Strikken bliver både designet og produceret med gamle industri-strikkemaskiner fra 50érne på Pernilles værksted. Hvert eneste stykke strik passerer gennem hendes hænder mange gange og fremstilles af rene materialer som uld, bomuld og silke, ofte specialfremstillede japanske garner og cashmere og merinould fra Italien.
” Da jeg blev gravid med mit første barn var studier og arbejde i udenlandske storbyer pludselig ikke så attraktivt længere. Jeg længtes efter frisk luft og knap så hektiske arbejdsforhold, og til at kunne nørde med materialer, teknikker og udtryk. Så jeg startede mit eget strikfirma og flyttede kort efter til Torup, hvor jeg har boet og arbejdet i mange år, indtil vi i 2014 flyttede til gården på Torupvejen.
” Jeg nyder at have fingrene nede i det hele selv, at kunne styre alle processerne og ikke skulle gå på kompromis, som man ofte er nødt til, hvis man som de fleste danske tøjfirmaer får produceret tøjet i østen .
Mine strikkemaskiner er såkaldte finstrikkere, som kun kan strikke i ret tynde, fine kvaliteter. Folk bliver ofte overraskede når jeg præsenterer de kvaliteter jeg strikker i, fordi de forbinder strik med noget meget grovere, mere sweater-agtigt. Jeg strikker masser af silkebluser, cardigans, toppe og kjoler, foruden tørklæder”
Pernilles designs kan ses på hjemmesiden www.pfeilberg.dk
Køb p. Feilberg strik hos Sabine Poupinel i Møntergade 1 kbh.