ost, is og æg kan købes i gårdbutikken hver dag kl 8-20
På Tothaven er vi glade for dyr… og dyrene er vist også glade for Tothaven… læs om dyrene her:
Vores Kune Kune grise er så kælne så de nok aldrig bliver lavet til spegepølse.
Soen Trille har de sidste to år fået nogle fine store kuld af smågrise. De små grise vandrer frit rundt på gården sammen med Trille når vi har åbent.
Kunekuner er små, sjældne, farverige og ekstremt tamme svin fra New Zealand. De er kendt som “Maori Pig”, ordet kunekune betyder fed og rund på Maori-sprog. Deres oprindelse er ukendt, men det menes, at de er af asiatisk afstamning. Maori folket holdt dem ikke i fangenskab, men lod dem bevæge sig frit ind og ud af landsbyens hytter. Det kan være grunden til, at de ikke er tilbøjelige til at stikke af. Og Kune kunerne her på gården for tit lov til at gå frit rundt.
Deres brede hoved, buede ansigt (dish) og korte, opadvendt tryne giver dem deres evne til at græsse i stedet for at rode i jorden. Så de kan faktisk (næsten) gå rundt ude i haven uden at endevende det hele.
For et par år siden hentede vi 3 ungarske uldsvin i Præstø. Fantastiske dejlige dyr. Lette at holde og meget rolige, så selv de små børn tør gå ind til dem.
De 2 blev slagtet – Fantastisk kød – mere mørkt end andet svinekød vi har prøvet og med en super lækker fedtmarmorering.
Den overlevende gris hedder Jesus og er udpeget til at blive avlsorne. Han har fået sig en kæreste fra Jylland. Hun hedder Olga og de 2 fik i år et fint kuld små uldgrise.
Vi overtog en lille gedeflok at dansk Landracegeder fra Tue I Hillerød i vinteren 15/16. De fik deres første kid i foråret 16 og hele året har vi fået den fantastiske friske gedemælk hver eneste dag. I efteråret 17 udvidede vi flokken med 10 unge malkegeder fra et økologisk mælkebonde i Jylland. De er en blanding af Dansk Landrace og Toggenburg.
Vi er meget glade for vores gedeflok, som både forsyner os med mælk, kød og smukke skind. Og dermed også med ost, is og youghurt.
Vi åbnede et lille gårdmejeri på Tothaven i foråret 2019, så vores gæster kan få mulighed for at købe Tothavens egen ost og is.
Gederne bliver blandt andet fodret med masser af fyr fra Melby overdrev. Der har vi fået lov til at skove i et stort område, hvor væksten af fyrretræer skal holdes nede for at bevare hedelandskabet. Gederne nyder både barken og nålene, og foretrækker det ofte frem for græs og hø. Især i de kolde vintermåneder udgør fyrretræerne et friskt tilskud til gedernes foder.
Vores lille andeflok går altid frit rundt på Tothavens marker. De sørger for at holde området frit for de snegle, vi helst ikke vil ha besøg af i køkkenhaven og så sørger de altid for at lave en forygende masse søde ællinger.
Løbeænder har vi også på Tothaven. De marcherer i takt og snakker meget. De har en sjov opretstående figur, der får dem til at minde om en lille militær enhed, når de kommer trampende forbi. Løbeænder kommer oprindeligt fra asien hvor de er blevet brugt igennem århundreder til sneglebekæmpelse i markerne.
Kim, Kalle og Kalle er vores altid sultne kalkuner. De går ofte frit omkring og kagler løs. Kalkunerne er fredelige, men nysgerrrige, og vil meget gerne følge med i alt vi går og roder i på gården, og står døren åben, vader de gerne indenfor.
Vi har 4 ponyer og et miniæsel som hedder Marie. Ponyerne bliver blandt andet brugt til trækture, når vi har åbent på besøgsgården
Vores 200 høns kan du læse mere om under menu punktet Tothavens æg
Hunden Pirjo er Border Collie og familiens energibundt der med sin hang til pinde og bevægelige lysreflekser læner sig meget kraftigt op ad en 4 bogstavs diagnose. Han har fået en ven, Chilli som også er hyrdehund, hun er bare Australian Shepard og noget mere nede på jorden. Hundene holder ræven fra gården. De patruljerer frit omkring på jorden alle døgnets timer, og har et lunt rum i stalden, hvor de sover. Når der er åbent på besøgsgården, lukker vi hundene ind og giver dem fri, så de ikke bliver forvirrede over de mange nye mennesker.
Kattene Mummi, Momo, Siv og Mymle holder gården rottefri og musebestanden i ave. Og så sørger de for en lind strøm af lækre langhårede killinger.
Kaninerne på gården leverer i sommerhalvåret en lind strøm af små søde kaninunger, som gårdens besøgende kan få lov at kæle med.